Bronx Am 2024


Brændte dæk, L:Ron:Harald og ringriderpølser: Bronx Am 2024 i Sønderborg
.
Den 7. september gik det løs i Sønderborg Skatepark, da Bronx Am 2024 fejrede sit 10-års jubilæum med et brag af en skatecontest og hele 30.000 kr. i pengepræmier.

Tekst af Mette Lauridsen

Fotos af Roberts Osis

Som en af de få kontinuerligt afholdte skatecontests i Danmark, var det en dag, hvor hele landets skatescene var samlet. Desværre spillede DSB ikke med på holdet denne dag, hvilket førte til forsinkelser og betød, at nogle deltagere måtte droppe at komme langvejs fra.

Med Kim Stær som speaker, kolde øl i køleskabet, ringriderpølser på grillen og L:Ron:Harald som special guest, blev contesten skudt i gang. Efter nogle intense timer på rampen blev Jonas Daater kronet som kongen af Bronx Am 2024, til stor jubel fra både deltagere og publikum.

Senere på aftenen gik best trick-konkurrencen i gang, og det blev en mindeværdig affære. En gammel Opel Corsa blev kørt ud foran hallen, og med brændte dæk og røg omkring den, udførte skaterne tricks på et rail monteret på bilen. Der blev afholdt “cash for tricks”, hvor 3.000 kr. jyskedollars blev kastet over bordet til de vildeste tricks, før bilen til sidst blev offer for al den resterende energi og testosteron fra skaterne.

Det var en dag præget af fællesskab, vilde tricks og en god portion sønderjysk charme, der understreger, hvorfor Bronx Am er blevet en institution i dansk skateboarding. 10-års jubilæet vil uden tvivl gå over i historien som en af de bedste og mest underholdende skateevents i Sønderborg Skateparks historie.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Please reload

Please Wait